Tilbage til oversigt

Terapi & Rådgivning

Børn & Unge – tryghed, trivsel og plads til at vokse

Mit primære udgangspunkt i arbejdet med børn og familier er konkrete og afgrænsede problemstillinger, men altid med fokus på, hvordan barnets trivsel hænger sammen med de relationer og det miljø, barnet indgår i. Børn bærer aldrig ansvaret for stemningen i familien. Det ansvar ligger hos de voksne omkring barnet — forældre, plejeforældre eller andre nære omsorgspersoner.

Når et barn mistrives, er det et signal

Mistrivsel er ofte et signal om, at noget i familiens eller omgivelsernes samspil kalder på opmærksomhed. Det kan komme til udtryk på flere måder:

  • Indadvendte reaktioner: Tristhed, angst, søvnproblemer, tilpassende adfærd eller selvskade.
  • Udadrettede reaktioner: Konflikter, uro, skolevægring, jalousi eller spiseforstyrrelser.
  • Et overaktiveret nervesystem, hvor barnet forsøger at skabe tryghed i det uforudsigelige.
  • Oversamarbejde og overtilpasning på bekostning af barnets egen udvikling.

Regulering af nervesystemet

I arbejdet integreres Somatic Experiencing® som en krops- og nervesystemorienteret tilgang. Når børn over længere tid lever med højt konfliktniveau, psykisk sygdom, misbrug, fortielser eller følelsesmæssig uro, vil kroppen ofte være i en konstant alarmtilstand. Vi arbejder nænsomt med regulering og kontakt, så barnet frit kan være et barn i udvikling frem for at skulle tilpasse sig omgivelsernes stemninger.

En tryg ramme for forløbet

For at skabe tryghed og forebygge loyalitetskonflikter, samt sikre afklaring, vil den første samtale som udgangspunkt altid foregå med forældrene. Herefter kan der være samling af familien og eventuelt individuelle samtaler med barnet, hvorefter vi samles igen. Det skaber en tydelig ramme, hvor barnet ikke står alene med ansvaret for det, der er svært.

Målet for forløbet

Gennem nærvær, tydelighed og en tryg terapeutisk kontakt arbejdes der hen imod, at barnet og familien igen kan finde mere ro, kontakt og bæredygtige måder at være sammen på.

Står I med et barn i mistrivsel?

Tag gerne fat — vi finder sammen ud af, hvordan et forløb kan tilrettelægges, så det passer til jeres familie.

Skriv eller ring